Hvad er Hypnose?
Hypnose er en naturlig tilstand af fokuseret opmærksomhed og dyb afslapning, hvor sindet er mere modtageligt for indre billeder, forslag og perspektiver. I denne tilstand træder den kritiske, analyserende del af bevidstheden i baggrunden, mens det underbevidste sind bliver mere tilgængeligt. Det er her, mange af vores vaner, følelsesmæssige reaktioner og automatiske tankemønstre har deres udspring. Du kender måske fornemmelsen af at du bare sætter dig ind i bilen og pludselig er du hjemme, uden at du i detaljer kan huske hvordan.
Hypnosens historie går langt tilbage. Allerede i oldtidens Egypten og Grækenland blev der anvendt ritualer og søvntempler, hvor mennesker søgte heling gennem trance-lignende tilstande. I det 18. århundrede fik hypnose en mere systematisk form gennem den østrigske læge Franz Anton Mesmer, som introducerede begrebet animal magnetisme. Selvom hans teorier (magnetisme delen) senere blev forkastet, banede hans arbejde vejen for videre forskning.
I 1800-tallet videreudviklede den skotske læge James Braid begrebet og introducerede betegnelsen "hypnose", afledt af det græske ord hypnos (søvn), selvom tilstanden ikke er søvn, men en trance. Senere bidrog bl.a. de franske læger Jean-Martin Charcot og Hippolyte Bernheim til forståelsen af hypnose som et psykologisk fænomen.
I det 20. århundrede blev hypnose yderligere anerkendt gennem arbejdet af bl.a. psykiateren Milton H. Erickson, som revolutionerede hypnoterapi med en mere fleksibel, klientcentreret tilgang. I dag anvendes hypnoterapi bredt inden for både psykoterapi, coaching og sundhed, som et anerkendt redskab til personlig udvikling og forandring.
Hypnose er således ikke noget mystisk eller tab af kontrol, men en velkendt mental tilstand, som de fleste oplever dagligt - for eksempel når man er dybt opslugt af en bog, film eller egne tanker (falder i staver).
